Først var der intetheden, kaos. Ud af kaos skabtes Gaja, jorden og Uranus, himmelen. Der var ingen tid da Gaja og Uranus var forenet i en såkaldt evig omfavnelse. Noget væske flød ud af Uranus. Noget af det blev til hav, mens resten sivede ind i jorden. Heraf kom de 12 titaner, Orkanos, Tethys, Hyperion, Thea, Kois, Foibe, Kronos, Rhea, Japetos, Kreios, Themis og Mnensyne, de 3 kæmper og de 3 kykloper. Men Uranus ønskede ikke, at den evige omfavnelse skulle høre op, for i samme øjeblik han slap Gaja, ville tiden begynde at gå, og det havde han forudset. Ligesom Gaja, ved han alt hvad der var, hvad der er og hvad der bliver. Da han hvilede meget tungt på Gaja, var der ikke plads til de nye skabninger. Gaja forklarede sine børn, at de ville kunne bevæge sig frit oven på hende, og her opstod den første kamp; En af titanerne, Kronos slap ud af jordens indre. Han udfordrede sin himmelske far og vandt. Han skar Uranus fra lige der, hvor han var forbundet til Gaja, hvorefter Uranus for op i smerte. I Havet, hvor lemmet faldt blev Afroditte, kærligheds gudinden til af skum. Hun har derfor ingen mor og er hadet af Gaja. De tre kykloper og de tre kæmper gemte titaneren i jorden, idet de ikke kunne holde synet af dem ud.

På trods af deres mors advarsler fandt titanerne sammen to og to og begyndte at formere sig. Specielt Rhea og Kronos er vigtige i beskrivelsen. Kronos, der var blevet spået samme skæbne af sin far, frygtede sine børn, og slugte dem så snart Rhea fødte dem. Da han havde slugt de første fem, blev Rhea utålmodig. Hun gemte sig i en klippe under jorden og fødte Zeus. Her gemte hun ham til han var blevet voksen nok til at udfordre sin far. Han sprættede Kronos' mave op, og ud sprang Poseidon, Hera, Hestia, Dometer og Hades. Disse titaner udnævnte sig selv til guder; Poseidon blev havgud, Hades gud for underverdnen altså dødsriget, Dometer blev jordgud, Hera den højeste gudinde, Zeus den højeste gud og Hestia skulle altid være på Olympen, hvor de boede, så hun kunne give gode råd og sørge for at alt gik som det skulle.

Hera mente ikke blot at de skulle kalde sig guder, de skulle også opføre sig som guder. De skulle giftes to og to, og ikke formere sig med andre end hinanden. Hun selv skulle, som den højeste gudinde, giftes med Zeus, den højeste gud efter at Kronos var blevet forvist fra Olympen. Dometer skulle giftes med Hades eller Poseidon og Hestia ligeså.

De ældste titaner og deres børn var rasende over at disse 6 titaner havde udnævnt sig selv til guder. De var mange flere end guderne, og kunne let vinde en krig, og krig kom der. Men titanerne havde glemt de 3 kæmper og de 3 kykloper, de havde forvist til jordens indre. Zeus befriede dem, og ved hjælp fra dem og hans nyopdagede lynkilde (evnen til at skabe lyn) vandt guderne krigen.

Atlas, der havde kæmpet stort for titanerne blev straffet med at bære jordens vægt på sine skuldre, og der står han endnu.  

På trods af sine løfter kunne Zeus ikke holde sig til en kvinde. Da tanten, Methis blev gravid med Athene slugte han hende, da han ligesom sin far og farfar frygtede sine børn. Men Athene blev født gennem Zeus' pande, og det siges at hun er skabt af Zeus' tanker. Det vigtigste bekendtskab er Leto, datter af Koios og Foibe. Her fik Zeus sin første søn. Leto fødte tvillinger: Apollon og Artemis, der var født skytter med bue og pil i hånden. I vrede fødte Hera dragen Tyfaon. Hun havde arvet sin bedstemor, Gajas evne til at blive gravid uden hjælp fra en mand. Tyfaon vidnede om sin mors humør da hun fik ham og gik straks i gang med at ødelægge. Apollon og Artemis gik på jagt efter dragen og Apollon skød den. Hera klagede straks til Zeus og bad ham straffe Apollon, mens Leto bad ham skåne deres søn fra Heras vrede. Zeus indgik det kompromis, at Apollon skulle forvises fra Olympen og blive fårehyrde, og sådan gik det til, at Apollon blev hyrdernes gud.

Zeus' anden søn, Hermes fik han med nymfen, Maja. Hermes blev gudernes sendebud, tyvenes, købmændenes, sportens og handlens gud. Han opfandt lyren, som han gav til sin halvbror, Apollon, der viste sig at være meget musikalsk og derfor blev musernes (inspirationen) følgesvend samt musikkens gud.

Titanen Prometheus, søn af Japetos, opfandt menneskene. Han formede små mænd i ler, og Athene gav dem liv. Prometheus stjal den olympiske ild fra Zeus og gav den til menneskene. Zeus blev rasende. Han beordrede Hefaistos, søn af Hera og født vanskabt, til at skabe en kvinde i Afrodittes billede, der var så smuk at ingen af menneskene ville kunne modstå hende. Senere skulle hun sendes ud blandt menneskene, og med sig skulle hun bære et skrin med al verdens elendighed og sygdom. Denne kvinde blev kaldt Pandora. Da hun gik ud blandt menneskene lokkede hun dem til at lette på låget, og ud fløj al elendigheden. Han ville tilintetgøre alle Prometheus' mennesker, men Athene rådede ham til at vinde dem over på sin side i stedet, idet guderne ikke havde andre end titanerne at være guder for. Zeus hævnede sig på anden vis. Han bandt Prometheus til en klippe, og hakkede hver dag, i skikkelse af den ørn, hans lever ud for at den igen skulle hele, og forestillingen skulle gentage sig dagen efter.

Afroditte, der havde evnen til at stoppe tiden et sted, hvis hun lod den gå hurtigere et andet sted, gjorde guderne udødelige og menneskene dødelige, og når deres tid var inde skød Apollon og Artemis dem med deres pile. Da guderne blev udødelige mistede de evnen til at formere sig med hinanden, men de kunne derimod godt formere sig med dødelige og få dødelige børn. Denne udvikling kaldes det store skel. 

Afroditte, der hidtil havde levet alene uden for Olympen, blev gift med Hefaistos, fik en datter, Harmonia med hans bror, Ares og en søn, Hermanfroditos med Hermes. Harmonia er født lige før det store skel mens Hermanfroditos er født lige efter. Han bærer derfor ikke noget arvelem og kan, som den eneste gud, ikke formere sig med mennesker.                    

 Omkring 500 f.kr begyndte de græske naturfilosoffer at betvivle den mytologiske verdensopfattelse til fordel for en mere rationel forklaring på universets opbygning. De forsøgte med forskellige iagttagelser at kombinere dem med matematiske og geometriske ideer. Det var grækerne, der indså, at jorden var rund. F.eks. gjorde de rejsende den iagttagelse, at stjernehimlen ændrede sig når de sejlede i nord-sydgående retning. Det var også velkendt at det første man så af et skib var masten. Endelig bemærkede man at jordens skygge på månen ved måneformørkelse var rund. I næsten 1500 år holdt grækernes teori om, at jorden var universets urokkelige midtpunkt mens solen, månen, planeterne og stjernerne bevægede sig rundt om i hver deres bane. Man koncentrerede sig om planeternes placering og om at finde et urstof. Planeterne gav de gudernes latinske navne, og dem har de stadig. Ares' latinske navn er Mars, Hades' er Pluto, Zeus' er Jupiter og så videre.

De oprindelige 12 titaner.

 Okeanos   Thetys  Koios  Krios  Hyperion  Iapetos  Thea  Rhea  Themis  Foibe  Mnemosyne  Kronos